Mit liv med ridesport - tanker afledt af den nu rådende debat og situation i ridesportens verden

Mit liv med ridesport

 Jeg er ved at have levet et langt liv, hvor ridesporten har været en stor del af min tilværelse. Det er svært at se på en udvikling og en omtale af hesten og dens udøvere i sporten, der på mange måder er præget af at dele af sporten nu styres af kommercielle interesser.

Ridesporten er selvfølgelig, ligesom megen anden sport, præget af at økonomien er vokset i hele samfundet. Hesten er dog grundlæggende den samme. I gennem årtusinde har hesten været menneskenes ven og tjener. I militæret og i landbruget har hesten arbejdet trofast for os mennesker. Ikke altid har hesten været værdsat efter fortjeneste, men hvis ikke hesten og dens rytter havde et godt forhold til hinanden ville samarbejdet på slagmarken og i landbruget ikke fungere så godt som det har gjort.

God grunduddannelse

Relationen mellem hest og rytter var i min barn- og ungdom udgangspunktet for hvordan man lærte at ride på rideskolen og også senere i livet når ambitionen var at få sportslige resultater. Mange af rideinstruktørerne og også topryttere kom fra militæret, de havde alle et stærkt fundament, hvor man i hestens unge alder tilred hesten på en måde som tog hensyn til hestens fysiske og mentale udvikling. Man kaldte det for remonteridning og mange ryttere var eksperter i denne form for ridning, hvor man tillod hesten at langsomt men sikkert opbygge en styrke og balance, som senere kunne bruges i den videre uddannelse. Det var en selvfølge at man red på trense og uden sporer.

Det var også en selvfølge at man gav hestene en grunduddannelse i dressur, ridebanespringning og i terræn ridning.

Hesten i sport

Hestens betydning i militæret og i landbruget forsvandt langsomt men sikkert. I visse lande bruges hesten dog stadig i forbindelse med landbrug og store kvægfarme (f.eks i Brasilien og i USA).

Sportshesten og ridesporten voksede frem i løbet at forrige århundrede og ridesporten var en fast del af det olympiske program. I starten var ride disciplinen dog mere en opvisning i lydighed, hvor man forlangte at ekvipagen skulle vise dressurøvelser men også evnen til at klare vanskelige forhindringer, som at passere over en smal bro og endelig også at springe over forhindringer. Alt sammen et bevis på horsemanship og et godt samarbejde mellem hest og rytter.

Gradvist voksede kravene til hestenes sportslige færdigheder og specialiseringen i dressur og ridebanespringning begyndte at præge udvælgelsen og avlen af hestene. Lis Hartel viste vejen indenfor handicap ridning og også at hun kunne deltage på lige for med militærrytterne. Det var kun militære officerer der tillods starte ved OL t.o.m. OL i London 1948. Fra 1952 blev ridesporten åben for begge køn og dermed kunne Lis Hartel vinde sølvmedaljer i dressur i 1952 og 1956.

Mit første store idol var Henry Chammartin, en schweizisk officer der gæstede Danmark i 1960-erne og som den dag i dag kan stå som et forbillede på elegance og god dressur på et avanceret niveau.

Ligeledes fra Schweiz kom Granat og Christine Stückelberger som sammen med tyske Harry Bolt viste de os vejen for god dressursport i slutningen af 1970-erne. Næste højdepunkt i dressursportens historie var duellerne mellem Reiner Klimke på Ahlerich og Anne Grethe på Marzog i perioden 1980 til 1988. Her var der i sandhed tale om sublim ridning, der var en nydelse.

Ridesportens hurtige udvikling som en folkesport

I min lille verden kunne jeg følge en eksplosiv udvikling i den moderne ridesport og en imponerende vækst i antallet af rideskoler og klubber. På rideskolen kunne man få en god basisuddannelse i dressur, ridebanespringning og terrænridning. Vi red alle discipliner og deltog også i jagter og terrænspringning. Vores relation til hesten var tæt. Rytterne striglede selv hestene og sadlede op og den generelle indstilling i samfundet var at hestene var medvirkende til at give børn en sund indstilling til dyr og en god opvækst hvor det var vigtigt at lære at tage hensyn til hesten.

Den dag i dag er det gældende i de fleste sammenhænge at ridesport er en sund og dannende sport. Handicap ridning ar udviklet, hvor både fysisk- og psykisk sygdomsramte unge og gamle kan få et berigende liv på hesteryg. Her er der i høj grad tale om en samarbejdsrelation, hvor hesten er den part, der spiller med på en positiv måde.

Hvad er gået galt

Fra at have været en militær nødvendighed og også at have en stor rolle i landbruget er hesten nu blevet en forudsætning for en sportskarriere. Der er samtidig kommet flere penge i al sport og prestigen ved at deltage ved OL og andre store mesterskaber er vokset enormt. I holdsport som fodbold og også til dels i håndbold, basket og ishockey er der store penge på spil. I sportsgrene hvor man bruger redskaber som f.eks. sejlsport og bilsport er der nu så mange penge involveret at det kun er professionelle der kan klare sig i topsport. I ridesport er det i høj grad også blevet tilfældet, selv om der stadig er muligheder for unge talenter at komme til tops.

Samtidig som prestigen er vokset i ridesport er pengene kommet til at spille en større del. Drømmen om at vinde medaljer har fået mange velhavere til at investere i heste enten til sig selv, familiens børn eller til en rytter der har vist et ganske særligt talent. Det er også en relativt ny opfindelse at sponsorer og virksomhedsejere mødes på tribunerne eller i de særligt indrettede VIP afdelinger. Driftige salgsfolk og moderne dele af avlsorganisationerne har set vækstmuligheder i at få gang i salget af unge hurtigt uddannede og talentfulde heste. Man indrettede championatsklasser og sågar et s.k. VM for unge heste. Dette VM har udviklet sig til et næsten perfekt salgsvindue, hvor velhavere fra hele verden kunne komme og se fantastiske unge heste bevæge sig som om de kunne starte de store Grand Prix klasser indenfor meget kort tid. Bedømmelseskriterierne fremmede spektakulære ofte overdrevne gangarter. Dressurkonkurrencerne skiftede fra at være en fremvisning af veluddannede heste der gik smidigt og lydigt god harmoni med sin rytter til at en gang imellem mere blive en opvisning i ”gakkede gangarter”.

God dressur og god ridning

Ja vist - det er stadig en nydelse at se gode og veluddannede heste der arbejder villigt sammen med en god og følsom rytter og heldigvis er det stadig mere reglen end undtagelsen at dressur på topniveau er en nydelse at se på. Dressur hvor samarbejdet nærmer sig det sublime kan stadig opleves og det er vel nok det faktum der gør at mange af os stadig bliver ved som dommere, trænere og avlere. Pengene kommer først i anden række. Oplevelsen af det gode samarbejde mellem hest og rytter driver de fleste ryttere og glæden ved en god dag sammen med hesten overskygger mange andre følelser. Dette gode samarbejde og den samhørighed som man kan opleve, gælder selvfølgelig alle ridesportens discipliner og også på alle niveauer. En tur på spring- og terrænbanen, eller på en jagt eller blot en tur i skoven kan gi os den gode og sunde oplevelse og følelse af samhørighed mellem dyr og menneske. Der er i øvrigt ingen der skal komme og påstå at heste lider ved at blive redet på eller uddannet på en ordentlig måde til topsport.

Ligesom i mange andre af tilværelsens aspekter findes der misbrugere, voldsmænd og uforstandige individer. Lad ikke disse ødelægge vores sport og vores glæde ved dyr.

Foto En glad rytter og en tilfreds hest. Anne Grethe og Supermax Ravel på Christiansborg